Brokkerhjørnet
En blog ved Jørgen Friis Christensen
HomeSearchSidens profil

Lovpligtig arbejdsløshedsforsikring (LAF)?

I forbindelse med den politiske debat om dagpengeperiodens længde og de tiltag, der kan eller bør sættes i værk for at bringe de arbejdsledige tilbage til arbejdsmarkedet, er det måske en overvejelse værd i den kommende tid, for eksempel i en kommission, også at drøfte mulighederne for – i lighed med den lovpligtige ansvarsforsikring af motorkøretøjer – at modernisere og selvstændiggøre arbejdsløshedsforsikringssystemet ved at indføre en lovpligtig selvejende arbejdsløshedsforsikring, der skal omfatte alle personer over 18 år, der er beskæftiget på det danske arbejdsmarked og hvor statens økonomiske opgave alene er efter på forhånd fastlagte betingelser at yde et tilskud til dagpengeudbetalingerne.

 

Systemet bør etableres som et af fagforbundene, arbejdsgiverne og staten uafhængigt  arbejdsløshedsforsikringssystem.(LAF)

For at bevare tilknytningen til og accepten fra arbejdsmarkedet skal systemet etableres som en selvejende institution, der ledes af et repræsentantskab og en bestyrelse med repræsentanter udpeget af arbejdsgiverne og fagforbundene. Det offentliges interesse tilgodeses ved, at formanden for institutionens bestyrelse og repræsentantskab udpeges af beskæftigelsesministeren.

De øvrige medlemmer til bestyrelse og repræsentantskab kan udpeges efter de samme retningslinjer som gælder for udpegning af medlemmer til de ledende organer for ATP.

 

Formålet med systemet er som nævnt at etablere et lovpligtigt forsikringssystem (LAF), der arbejdsløshedsforsikrer alle mellem 18 år og pensionsalderen, der er eller søger beskæftigelse på det danske arbejdsmarked, samt i samarbejde med ATP (der i forvejen har registret alle lønmodtagere) at opkræve det beløb, forsikringen koster.

Når forsikringen er lovpligtig betyder det, dels at alle skal betale, dels at det, den enkelte og det offentlige skal betale bliver lavere en det gennemsnitslønmodtageren betaler i dag.

Hvis man for eksempel fastsætter de forsikredes betaling svarende dækning af 4 procents arbejdsløshed, således at staten først skal bidrage til forsikringen, når arbejdsløshedsprocenten kommer over denne størrelse, vil man derved skabe et incitament for stat og kommune til at arbejde for den lavest mulige arbejdsløshed.

En eventuel besparelse ved at alle lønmodtagere skal betale til forsikringen vil kunne modsvares af en lettelse af skatten på arbejdsindkomster.

Hvis arbejdsløsheden kommer under 4 %, skal det være muligt for systemet at spare op, således at det opsparede beløb i tider med vigende beskæftigelse kan anvendes til at nedsætte det offentliges bidrag til systemet.

Systemet skal som hovedregel administreres digitalt, men suppleret med, at systemet i en række byer kan etablere mobile kontorer, der kan betjene dem, der ikke kan anvende det digitale system.

Systemet skal endvidere indrettes, så det kan gøres fleksibelt både hvad angår optjeningsperiode, dagpengeperiode og dagpengesatser, således at den enkeltes betaling til systemet afhænger af, hvilken model han/hun vælger.

Indførelse af dette system indebærer, at det nuværende arbejdsløshedskassesystem og systemet med kommunale jobcentre skal tages op til systematiske overvejelser om, hvorledes arbejdsformidlingen skal organiseres, således at den bliver optimal.