Brokkerhjørnet
En blog ved Jørgen Friis Christensen
HomeSearchSidens profil

Er arbejdsfordeling og en langsigtet aftale om fleksibel arbejdstid løsningen?

Så vidt jeg er orienteret er der godt 2.800.000 fuldtidsjob i Danmark, det vil sige job med 37-timers arbejdsuge. Hvis man i tider som nu, hvor arbejdsløsheden er høj, nedsatte den ugentlige arbejdstid til 36 timer med en tilsvarende lønreduktion, vil der kunne spares så mange lønmidler, at der, uden at det generelle lønomkostningsniveau vil øges med så meget som en enkelt krone, kan etableres ca. 76.000 fuldtidsjob, hvorved arbejdsløsheden kunne reduceres tilsvarende.

Den ugentlige løn vil for alle beskæftigede blive reduceret med 2,7 %, men det ville vel være til at bære i solidaritetens og sammenhængskraftens navn. Navnlig når henses til de eksorbitante lønstigninger landets ledere i de senere år har bevilget hinanden, medens de har gjort sig til talsmænd for sænkning af ydelser og lønninger for de svageste grupper i samfundet.

Hvis lønmodtagerorganisationerne er enig med mig i, at målet må være at få nedsat den store og næsten permanente arbejdsløshed, kunne de udarbejde en model, hvor en sådan arbejdstidsnedsættelse indgår i en generel arbejdstidsaftale, der indeholder bestemmelser om, at den ugentlige arbejdstid efter forhandlinger mellem parterne og afhængig af udviklingen i ledigheden i tiden indtil 2020 kan svinge mellem 36 og 40 timer om ugen, således at man kan imødekomme regeringens ønske om at øge arbejdsudbuddet, når krisen er overstået og der  i øvrigt, når henses til udviklingen i befolkningens aldersfordeling, er behov for en sådan arbejdstidsforøgelse.

Med en sådan eller en lignende model i lommen kan arbejdstagernes organisationer, LO, FTF og AC, rette henvendelse til DA og regeringen med henblik på at søge de strandede  trepartsforhandlinger genoptaget på et nyt grundlag.

Det ville være en konstruktiv tilgang til løsning af såvel de arbejdsløses som regeringens problemer i stedet for den passive og negative holdning, der kom til udtryk, da LO - familien forspildte en historisk chance for i årene fremover at få indflydelse på landets økonomiske politik og på beskæftigelsespolitikken, da de blev indbudt til trepartsforhandlinger, ved at springe fra på en så klodset, ultimativ og offentlig måde, at man ikke gav finansministeren anden reel mulighed end at stoppe forhandlingerne.