Brokkerhjørnet
En blog ved Jørgen Friis Christensen
HomeSearchSidens profil

Skal løntilbageholdenhed ikke gælde alle?

Hvorfor mener økonomiministeren at, det kun er de overenskomstansatte og de gennemsnitsaflønnede der skal udvise løntilbageholdenhed, medens hun stiltiende accepterer, at erhvervslivets topchefer rager til sig på den mest uappetitlige og amoralske måde.(11 % i lønstigning og 11 millioner i gennemsnitsløn, eller 30 gange så meget som det gennemsnitsdanskeren får i løn) Burde økonomiministeren ikke tillige have appelleret til erhvervslivets top om, at gå foran og i solidaritetens navn udvise løntilbageholdenhed, f. eks. ved at afstå fra bare en del af de eksorbitante lønforhøjelser, de for nyligt har bevilget sig selv.

Hun kunne passende henvise til, at den amerikanske udenrigsminister John Kerry, skatteminister Jacob J. Lew og statsadvokat Eric Holder slutter sig nu til præsident Obamas beslutning om at gå ned i løn i solidaritet med nedskæringsramte offentlige ansatte. Obama har nemlig besluttet, at han vil donere fem procent af sin månedsløn - svarende til 115.000 kroner om måneden - for hver måned, offentlig ansatte er tvunget til at tage fri uden løn som følge af en stor spareplan, der trådte i kraft 1. marts.

Men opskriften fra økonomiminister Margrethe Vestager (R) er efter dystre udsigter fra konsulenthuset Boston Consulting Group om, at Danmark inden 2020 mister 64.000 job i fremstillingsindustrien tværtimod, at fagforeninger og arbejdsgivere skal holde lønnen i ro, så konkurrenceevnen genoprettes, hvis flere industrijob ikke fortsat skal forlade Danmark. Samtidig skal Folketinget vedtage vækstplanen med lavere selskabsskat samt energi- og emballageafgifter.

Hun medgiver, at der er udvist meget stor ansvarlighed med overenskomsterne. Det vil hun meget gerne kvittere 100 procent for. Hun mener altså, at den løn, der fastlægges ved overenskomsterne gør en forskel, når en virksomhed skal beslutte sig for, om den skal ligge i Sverige eller Danmark,  men hun mener åbenbart ikke, at lederne i den private sektor kunne foregå med et godt eksempel ved i lighed med præsident Obama at tilbagebetale en del af de uhyggeligt høje lønninger, de har bevilget hinanden efter princippet: ” You scratch my back, and I’ll scratch yours”. Hun nævner det i hvert fald ikke og det er faktisk beskæmmende for et parti, der kalder sig socialliberalt.